Her i september kan vi fejre Bjørns 10-års jubilæum. Bjørn blev oprindeligt ansat som projektleder. Med sig havde han projektledererfaring fra andre smedevirksomheder og relevante uddannelser som klejnsmed og produktionsteknolog samt en uddannelse fra hærens befalingstropper i ryggen.

Siden han trådte ind ad døren første gang, er der sket meget. Bjørn vurderer selv, at LP Kolding har tredoblet antallet af medarbejdere, og Bjørn selv er rykket fra projektafdelingen til salgsafdelingen.

– Det passer mig rigtig godt. Jeg er glad for at arbejde tæt sammen med kunderne og være med til at specificere og udvikle deres løsninger. Det handler både om at forstå deres behov, få indblik i de rammer, projektet skal indgå i og byde ind med muligheder for optimeringer, siger Bjørn.

Store opgaver giver spændende udfordringer

Når han kigger tilbage, er der mange projekter, han er stolt af at have været med på. Han kan især godt lide at arbejde med de store projekter. Han var blandt andet med i teamet, da LP Kolding fremstillede en tank på højde med en 5-etagers bygning (17,5 meter), og da der skulle leveres 20 tanke, siler og blødgøringskolonner til et vandværk.

– De store opgaver giver mulighed for, at vi også udvikler os internt og rigtigt kan bringe vores kompetencer i spil, samtidig med at vi leverer løsninger, som vi kan tillade os at være stolte af, siger Bjørn og kommer med et konkret eksempel:

– Vi havde på et tidspunkt en store ordre på 29 tanke, hvoraf de næsten alle sammen var med forskellige specifikationer og udstyr. Sådan en ordre stiller krav til både projektledelse, indkøb, planlægningen og leveringen. Det, synes jeg, er spændende, siger Bjørn.

Udviklingen er konstant

De store opgaver er der blevet flere af gennem årene i takt med, at LP Kolding er vokset og har fået endnu flere kompetencer.

– Det passer rigtig godt til mig. Jeg kan godt lide at udvikle mig og blive dygtigere, og her hos LP Kolding er der hele tiden mulighed for, at jeg kan gribe nye udfordringer og påvirke udviklingen, siger Bjørn.

Han har blandt andet har været med til at få udviklet og indkøbt en svejserobot til et af de store projekter han har været med på. Udover at det var med til at optimere og effektivisere påsvejsningen af kølerør, var det også med til at minimere nogle udfordrende arbejdsstillinger for kollegerne på værkstedet.

– Den slags tværfaglige udviklingsprojekter, kan jeg rigtig godt lide, og når det både giver kunderne en bedre pris og kollegerne en bedre arbejdsdag, så er det jo helt perfekt.

En dedikeret medarbejder

Og det er ikke kun Bjørn, der er glad for at være hos LP Kolding. Hos LP Kolding er vi også glade for at have Bjørn med på teamet.

– Lige siden Bjørn trådte ind ad døren første gang, har han været dedikeret til både kunderne, opgaverne og kollegerne. Han er god til at finde løsninger og er fagligt meget velfunderet, ligesom han altid har god energi og er villig til at yde en ekstra indsats for at få tingene til at lykkes. Det er på alle måder en fornøjelse at arbejde sammen med Bjørn, siger salgsdirektør Mogens Feld-Andreasen, der var med til at ansætte Bjørn for 10 år siden.

Vil du gerne have Bjørn med til at udvikle og fremstille rustfri tanke, procesudstyr og komponenter, er han klar i vores salgsafdeling. Du kan træffe ham på mail bjb@lp-kolding.dk eller telefon 7630 8831.