Glædelig jul og godt nytår til nær og fjern!
Julen er over os med æbleskiver, pebernødder og en duft af kanel. Her hos LP Kolding glæder vi os både til at sende mange gode medarbejdere på en velfortjent juleferie, og til at vi alle samles igen efter nytår, for der er heldigvis nok at tage fat på. Derfor holder vi også både kontor og produktion åben mellem jul og nytår, om end det bliver med lidt færre på arbejde. Får du brug for os i julen, anbefaler vi, at du kontakter os på lp@lp-kolding.dk eller vores hovednummer: 7552 4177.
2024 vil vi med glæde huske for de opgaver, vores kunder betroede os. Fremstillingen af procesanlæg, rustfri tanke og andre rustfri specialløsninger til pharma, fødevarer, energi, offshore, fermentering og forsyningsvirksomheder, er bare et udpluk, af de opgaver, vi har fået lov til at løse. Med gode ordrer i bogen og spændende projekter i pipeline ser det heldigvis ud til at fortsætte i 2025. Tak for tilliden til både nye og eksisterende kunder.
60 år med innovation, engineering og faglig stolthed
2024 var også året, hvor vi kunne fejre vores 60-års jubilæum, hvilket vi gjorde i selskab med vores medarbejdere til en festlig aften. LP Kolding blev grundlagt i 1964 af Hr. Laursen og Hr. Pedersen, som med deres fokus på engineering og innovation ønskede at fremstille mere funktionelle og hygiejniske rustfri tanke til mælketankvogne. Engineering, innovation og faglig stolthed er stadig en del af kulturen her hos LP Kolding, og vi er ikke i tvivl om, at det er kombinationen af den tilgang og vores medarbejderes fokus og dedikation, som er årsagen til, at flere og flere vælger LP Kolding som leverandør.
ISO-certificeret kvalitetsledelse
Et andet højdepunkt i 2024 var ISO 9001-certificeringen af vores kvalitetsledelse. Kvalitet er ligesom innovation en af grundværdierne, som LP Kolding bygger på. Vi har i længere tid leveret dokumentation og kvalitetssikret vores leverancer til kunderne, men uden af have en officiel certificering af vores system. Det fik vi rettet op på i 2024, hvilket vi naturligvis er meget tilfredse med.
Udviklingen fortsætter i 2025
Det er svært at spå – især om fremtiden, lyder et mundheld, men hvis vi alligevel skal kaste et blik ind i 2025, er der umiddelbart meget at glæde sig til. Vi har allerede indgået aftale om leveringen af flere spændende projekter i 2025, ligesom vi er i dialog med flere kunder om deres ønsker til leveringen af rustfri tanke, procesudstyr og units. Derudover har vores medarbejdere haft et stort ønske om, at vi får styrket samarbejdet og teamet ved at samle alle på én adresse. Derfor er vi glade for, at det er lykkedes os at finde nogle gode produktionsfaciliteter, som kan rumme os alle. De første medarbejdere er allerede flyttet, og de sidste kommer med lige efter sommerferien i 2025, når faciliteterne er helt klar til vores behov.
Vi runder derfor 2024 af med taknemlighed over de mange ting, der er lykkedes og med masser af mod og energi på de opgaver og udfordringer, der venter i 2025.
Med disse ord ønsker vi alle kunder, samarbejdspartnere, leverandører og venner af huset en glædelig jul og et godt nytår.
På vegne af os alle hos LP Kolding /Mogens Feld-Andreasen, adm. direktør