Hvad har et røgrensningsanlæg at gøre med et spraytørringsanlæg og en inddampningsenhed?
I LP Koldings værksted er vi lige nu i gang med fremstillingen af intet mindre end 27 forskellige opgaver. Opgaverne spænder fra små mixertanke til store mjødkar samt units, delkomponenter og færdige enheder.
Her i blandt finder man også et komplet røgrensningsanlæg, et spraytørringsanlæg og en inddampningsenhed til brug i fødevareindustrien. Fælles for de tre projekter er, at kunderne har valgt LP Kolding som leverandør på baggrund af vores dokumenterede, høje håndværksmæssige kvalitet.
– Hos mange af LP Koldings kunder er vi kendt for at kunne udvikle og fremstille rustfri løsninger hele vejen fra idé til montering af funktionsdygtige tanke. Men vi har faktisk også en del kunder, som kommer med færdige tegninger og beskrivelser, hvor vi alene skal bidrage med indkøb, modtagelse af komponenter, fremstilling, dokumentation, tests og FAT, siger salgsdirektør Mogens Feld-Andreasen.
Det drejer sig typisk om virksomheder, som har udviklet og sælger særlige anlæg til andre. Det er således kunderne, som ejer den færdige løsning 100 %. LP Kolding er i den sammenhæng alene en strategisk samarbejdspartner og underleverandør.
– Vi har indrettet vores produktionshaller, så vi har mulighed for at skærme af, når der er gæster på besøg. Det sikrer, at vores kunders hemmeligheder forbliver hemmelige, selvom vi har mange projekter i gang samtidig.
Specialkompetencer er en fordel ved specialfremstillinger
Fremstillingen af de tre løsninger, dette blogindlæg omtaler, er et godt eksempel på, hvordan LP Koldings kompetencer og know how kan indgå som en strategisk fordel for andre virksomheder. Kunderne har adgang til højt specialiserede kompetencer, samtidig med at de mindsker deres udgifter og risici mellem leveringerne.
– Selvom kunderne selv står for design og beregninger, kræver fremstillingen ofte specialiseret udstyr, certificerede svejsekompetencer og dokumentationsprocedurer – og det er her, vi kommer ind i billedet, fortæller Mogens Feld-Andreasen.
Kunderne i dette blogindlæg har henvendt sig med færdige tegninger, beregninger og beskrivelser. I alle tre tilfælde er der tale om kunder, som gennem flere år regelmæssigt er vendt tilbage for at få fremstillet flere anlæg. LP Kolding har de specialkompetencer, der skal til, for at fremstille løsningerne optimalt i forhold til kundernes ønsker, samtidig med at vi sommetider kan byde ind med forslag til optimeringer og forbedringer til fremstillingen. LP Kolding tilbyder kunderne en fleksibel adgang til højt specialiserede kompetencer inden for fermstillingen af løsninger i rustfri stål, samtidig med at kunderne bevarer deres produkthemmeligheder.
– De smede, vi har på værkstedet, nyder at have en stor variation i opgaverne og faglige udfordringer i hverdagen. Mange af disse opgaver kræver nogle særlige kompetencer, og dem har vi samlet i vores team. Samtidig er det altid en fornøjelse at samarbejde med vores eksisterende kunder, hvor forventninger og særlige behov allerede er afstemte, så begge parter ved, at leveringen bliver en succes.
LP Kolding sammensætter typisk et team af erfarne smede, hvoraf nogle har været på de konkrete opgaver tidligere, mens andre er med for første gang.
– Udover at vores smede typisk bliver glade for nye faglige udfordringer, så betyder det også, vi altid har flere ressourcer med de rette kompetencer og erfaring, som matcher de enkelte opgaver. Det giver fleksibilitet i vores planlægning og leveringssikkerhed til kunderne, siger Mogens Feld-Andreasen.
Leveringssikkerhed er ofte afgørende for kunderne.
– Derfor vægter de ofte også vores grundige kvalitetssikring og muligheden for en fuld funktionstests inden afsendelsen fra værkstedet højt. Vi er glade for at kunne tilbyde det hele, siger Mogens Feld-Andreasen.
Er du interesseret i at høre mere om mulighederne for at lade LP Kolding fremstille anlæg og enheder på vegne af din virksomhed, kan du kontakte salgsdirektør Mogens Feld-Andreasen direkte på mail ma@lp-kolding.dk eller telefon +45 2887 5060.
