Lige her op til jul fik Espen fra LP Kolding 15.000 ekstra gode grunde til at smile, da Sydbank Fonden kom forbi med et lærlingelegat.

Legatet blev overrakt til en meget overrasket og glad Espen med rosende ord om, at han er en lærling, der er ”meget engageret i arbejdet, altid glad, hjælpsom og som samtidig har en god håndværksmæssig udvikling”.

Både en faglig og en personlig anerkendelse

Kombinationen af den faglige og den personlige tilgang til opgaverne sammen med en anerkendelse af, at Espen tager et stort personligt ansvar for sin læring og udvikling, var nogle af årsagerne til, at det lige var Espen, som blev udvalgt til at modtage legatet, fortæller hans værkfører, Henrik, som var med til at pege på Espen som modtager.

– Hos LP Kolding er vi heldige at have mange dygtige lærlinge og medarbejdere, så det kan nemt blive lidt af et dilemma at skulle fremhæve én. Jeg tror dog, at vi alle hos LP Kolding glæder os over, at det lige blev Espen, der fik legatet, fordi pengene falder på et tørt sted. Hans familie bor i Norge, så han skal selv få det hele til at hænge sammen i Danmark, og det gør han bare rigtig godt, siger Henrik.

Og selv her et par dage efter er det da også tydeligt, at det økonomiske skulderklap på 15.000 kr. stadig varmer hos Espen.

– Det var en stor overraskelse, men jeg blev rigtig glad. Jeg har planer om at bruge pengene på et kørekort. Det har jeg længe ønsket mig, og det kan også betyde, at jeg kan komme med ud på flere montageopgaver for LP Kolding, siger han fornøjet.

Lærlinge er en vigtig investering i fremtidens arbejdskraft

Legatet er stiftet af Sydbank Fonden for at give anerkendelse til de unge, som vælger at tage en håndværksmæssig uddannelse og dermed blive en del af den arbejdsstyrke, der ser ud til at blive mangel på i fremtiden.

Den dagsorden kan vi kun bakke op om hos LP Kolding, for vi er i den grad en virksomhed, der har brug for dygtige håndværkere for at kunne levere tanke og procesudstyr i rustfri stål til vores kunders tilfredshed. Derfor tager LP Kolding også løbende mod nye lærlinge, ligesom vi samarbejder med både de tekniske skoler og Dansk Erhverv.