LP Kolding scorer højere vurderinger ved auditeringer

Digitale kvalitetsstyringssystemer har forbedret dataindsamlingen og dokumentationen på de enkelte ordrer hos LP Kolding. Det kan aflæses i kundernes vurdering, når vi bliver auditeret i forbindelse med indgåelse af nye samarbejder.
Da LP Kolding valgte at blive ISO 9001-certificeret i kvalitetsledelse, indførte vi et digitalt kvalitetsstyringssystem. Vi har nu samlet vores interne procesbeskrivelser, logs på svejsearbejde, dokumentation og information om materialer sammen med vores kvalitetsstyringsværktøjer.
– Der er ingen tvivl om, at vores nye system til dokumentation og kvalitetsstyring har haft en positiv effekt på de auditeringer, som mange af vores kunder foretager, i forbindelse med at vi bliver godkendt som leverandør, fortæller vores fabrikschef, Julius. Han var én af drivkræfterne bag ISO-certificeringen sammen med flere dygtige kolleger.
LP Kolding brugte certificeringsprocessen til at se alle vores processer og arbejdsgange igennem. Samtidig arbejdede vi parallelt med flere forskellige tiltag for at øge kvaliteten, effektiviteten og strukturen i vores dokumenthåndtering.
– Her bagefter betyder det, at det kan være svært at pege på hvilke tiltag, der har været mest udslagsgivende i forhold til de forbedrede auditeringer, men vi er ikke i tvivl om, at det fælles system, hvor alle dokumenter er samlet i en logisk struktur, mindsker risikoen for fejl og usikkerheder. Det er til glæde for både os, der udfører arbejdet og for de kunder, vi samarbejder med.
Høj faglighed giver høj arbejdsglæde
Udover systematiseringen af dokumentationen afholder LP Kolding også løbende kurser og interne uddannelser for medarbejderne. Senest havde vi en ekstern auditør ude og fortælle om, hvad han især kigger efter, når han skal efterse smedearbejde og auditere en produktionsvirksomhed på vegne af sine kunder.
– Vi fik blandt andet en gennemgang af de måleværktøjer og metoder, som de bruger til at kvalitetsvurdere svejsninger, ligesom der blev talt om de risici, som fejl i materialer, svejsninger eller metoder kan føre til, fortæller Julius.
Målet med kurset var at skabe fornyet opmærksomhed og fokus på kvalitetssikringen i hverdagen samt at øge forståelsen for væsentligheden af at undgå fejl.
– Generelt er vores smede meget dygtige og fagligt stolte, men det at kende faldgruberne og fejlkilderne er en oplagt mulighed for at blive endnu dygtigere, siger Julius.
Udover at deltage i kurset fik alle medarbejdere også en grundig oversigt over de forskellige fejlbeskrivelser.
– Vi stræber konstant efter innovation, faglig udvikling og efter at levere markedets mest sikre kvalitet. Det giver både faglig stolthed og arbejdsglæde, når vi ved, at LP Kolding er blandt de allerbedste på vores felt, så vi vil blive ved med at dyrke dette fokus på kvalitet, innovation og faglighed, siger Julius.