Hos LP Kolding er vi stolte af at levere kvalitet, ansvarlighed, nytænkning og teamwork til alle vores kunder. Det kommer ikke mindst til udtryk, når vores kunder vælger at bruge vores smede til montageopgaver på de løsninger, vi leverer.

Det er William på billedet her et godt eksempel på. Vi har fanget ham på værkstedet mellem to ture til Norge, hvor han hjælper kunder. Han er én af de smede hos LP Kolding, som gerne hjælper med montage af udstyr fra LP Kolding, ligesom han gerne kommer ud og hjælper med at servicere og finde løsninger, når der er behov for det.

– Jeg kan godt lide at følge mine opgaver helt til dørs. Når jeg har været med på et projekt på værkstedet, er det en ekstra glæde, når jeg også får mulighed for at være med til at installere og montere det hos kunden. Det er bare rart at opleve, at det hele fungerer, som jeg har forventet det, siger William.

Fra tegning til virkelighed

Afhængigt af opgavens størrelse og kompleksitet kan han arbejde på det samme projekt i flere uger eller måneder. I de tilfælde er der for William en stor tilfredshed i også at tage ansvar for, at løsningen bliver monteret korrekt.

– Der er mange, der er dygtige til det arbejde, men vi oplever også nogle gange, at tegninger bliver læst forskelligt, eller at der er montører på akkord, som slet ikke læser vores tegninger, inden de går i gang. Når man har lagt mange timer i et projekt, giver det derfor en ekstra tilfredshed at være med på den sidste del, så vi kan sikre, at det hele går, som det skal, siger William, som ofte løser opgaverne i samarbejde med montører fra andre virksomheder, når der er tale om store anlæg.

William har været hos LP Kolding i flere år, og han er glad for at arbejde med opgaver, hvor der er fokus på kvalitet og godt håndværk. Derfor ser han det også som en faglig udfordring, når han bliver sendt ud på opgaver, hvor der er behov for, at han sammen med kunden og eventuelt andre leverandører finder frem til løsninger.

– Jeg kan godt lide afvekslingen og samarbejdet. Både når der er opgaver på værkstedet, og når jeg er ude hos kunderne, smiler han, inden han samler sine ting for at blive klar til den næste tur.

Knowhow på tværs gør det nemmere at finde løsninger

Selvom William står med en opgave i Norge, så er han ikke afskåret fra kollegerne i Kolding. Er der behov for at finde tegninger, beskrivelser eller knowhow frem, står teamet i Kolding klar, og det er ifølge Mogens Feld-Andreasen én af grundene til, at LP Koldings smede er glade for monteringsarbejdet.

– Vi har et godt team med både projektledere, tekniske designere og ikke mindst vores erfarne smede, så der er altid hjælp at hente, hvis det viser sig, at der er ændringer i projektet, når de først står på pladsen. For kunderne betyder det, at vi altid finder en løsning, og for vores kolleger betyder det, at de ikke står alene med udfordringerne. Det giver glæde hele vejen rundt.

Er du interesseret i at høre mere om mulighederne for at lade LP Kolding løse montageopgaver, kan du kontakte salgsdirektør Mogens Feld-Andreasen direkte på mail ma@lp-kolding.dk eller telefon +45 2887 5060.