Hvis du ikke har din daglige gang på et smedeværksted, kan det være, du ikke umiddelbart genkender de små dippedutter, René har i hænderne på billedet her, men vi kan afsløre, at det er gaskopper. Almindeligvis er siderne på gaskopperne lavet af et uigennemsigtigt keramisk materiale, og det gør det svært at følge svejsningen helt præcist med øjnene, uden at få nogle uhensigtsmæssige arbejdsstillinger.

René er en af vores dygtige og engagerede smede, der ligesom sine kolleger hele tiden ønsker at blive bedre til sit fag og følge med i mulighederne. Udover at svejse på arbejde, svejser han også lidt derhjemme i sin fritid, og da han var ved at bestille udstyr hjem til det, faldt han over et sæt gennemsigtige gaskopper. Dem var han hurtig til at bestille hjem, for hvorfor nøjes med at gøre det godt, når man kan gøre det endnu bedre med lidt nyt grej? De nye gaskopper er lavet af en særlig glasblanding, som betyder, at han kan følge svejsningen helt præcist.

– Jeg synes, det er med til at gøre arbejdet sjovt og spændende, når vi jævnligt afprøver og undersøger nyt udstyr og grej, og hvad det kan, siger René, som oplever, at kollegerne på værkstedet har samme interesse:

– Jeg havde dem ikke med på værkstedet længe, inden der var flere, der skulle prøve, så vi måtte købe ekstra sæt hjem. Jeg synes, de giver lidt mere kontrol over svejsningen, så jeg kan lave den lidt pænere. Det er ikke sikkert, at det er noget, vores kunder kommer til at bemærke, men jeg synes, det giver en faglig tilfredsstillelse, når svejsningerne er pæne, siger René med et lille smil på. Han ved godt, at det lyder lidt nørdet, men for ham er det netop den høje faglige standard, som gør ham glad for at være ansat hos LP Kolding.

– Jeg vil altid gerne gøre det godt, og det synes jeg, at jeg har gode rammer for her hos LP Kolding. Både fordi vi er mange, som går meget op i vores håndværk, og fordi vi får lov til at arbejde med mange forskellige opgaver. Der er også altid nogle kolleger, der er klar til at dele deres erfaringer og ideer, hvis man står med en udfordring. Selvom jeg har været her i 6 år, så får jeg stadig nye opgaver og faglige udfordringer. Det passer godt til mig.