25 år med dedikeret kvalitetssans
I dag er det 25 år siden, at Poul Henning trådte ind ad døren til den nystartede virksomhed, Dansk Rustfri, som i dag er en del af LP Kolding.
– Jeg havde arbejdet sammen med grundlæggeren, Per, på en anden arbejdsplads. Vi arbejdede godt sammen, og jeg syntes, at hans planer om at starte som selvstændig lød spændende, så jeg sagde, at jeg gerne ville med, hvis han skulle bruge en ekstra. Og det skulle han heldigvis relativt hurtigt, fortæller Poul Henning, som dermed var med til at opbygge Dansk Rustfri til alt det, den var, da LP Kolding i 2020 overtog en del af forretningen.
– Allerede, mens Per ejede Dansk Rustfri, arbejdede vi på at få virksomheden kvalitetscertificeret inden for ISO-systemet. Det var nogle helt andre krav, der var den gang. Jeg synes det er fint, at vi endelig kommer i mål med den opgave, siger Poul Henning med henvisning til, at LP Kolding for nylig blev auditeret og nu afventer den endelige ISO 9001-certificering.
– Vi har jo mange kunder inden for medicinal- og pharmaindustrien, og for dem er sporbarhed, kvalitetssikring og dokumentation særligt vigtigt, når de skal tage vores løsninger i brug, siger Poul Henning, som også er glad for den faglige udvikling og ordentlighed, som er forbundet med kvalitetssikringen.
– Jeg arbejder en del med at kontrollere både de varer og materialer, vi får leveret, og vores eget håndværk. Jeg kan godt lide, når tingene er i orden, så det passer godt til mig, og det er også med til at give mig noget variation i hverdagen.
Variationen og selvstændigheden i arbejdet er nogle af de ting, som gør Poul Henning glad for at møde ind hos LP Kolding hver dag.
– Jeg kan godt lide at arbejde. Jeg runder snart de 70 år, så jeg kunne jo godt stoppe, hvis jeg gerne ville, men jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle få al den tid til at gå med. Så mange projekter har jeg jo heller ikke i mit værksted derhjemme, smiler han. Han er dog gået ned på 30 timer og 4 dages arbejdsuge
Poul Henning er uddannet som både maskinarbejder, værktøjsmager og rustfri smed, så både hans tekniske forståelse, hans sans for kvalitet og hans mange års erfaring gør ham til en skattet medarbejder her hos LP Kolding.
Fra os alle skal lyde et stort tillykke med dagen – og tak for den enorme indsats.