LP Kolding er lige på trapperne til at blive ISO 9001-certificeret, og nu har vi brug for en kvalitetskoordinator, som kan hjælpe os med at vedligeholde og videreudvikle vores kvalitetsstyring og systemer. Har du godt humør, et godt drive og erfaring fra en lignende stilling, så har vi en spændende mulighed til dig.  

LP Kolding er en ordreproducerende virksomhed, som leverer tanke, units, mixertanke, procesudstyr og meget mere i rustfri stål. Blandt vores kunder finder du blandt andet vandforsyning, fødevare- og pharmaindustrien. Det betyder, at dokumentation, kvalitetssikring og godt håndværk altid skal være helt i top, for at sikre hygiejne, sporbarhed og produktionsstandarderne.

Vi har heldigvis værkstedet fyldt med dygtige smede, som sikrer, at vores produktion og dokumentation altid er i orden, men vi mangler ekstra ressourcer på kontoret, som kan sikre, at de forskellige systemer til kvalitetsstyringen bliver udviklet og vedligeholdt.

Vi er i skrivende stund auditeret til ISO 9001-certificeringen, og vi forventer at få certificeringen inden sommerferien. Processen har været positiv, konstruktiv og lærerig, og det er den rejse, vi gerne vil fortsætte efter vores certificering. Derfor har vi brug for en kollega, der er dedikeret og passioneret for netop dette område af vores forretning. For at sikre ejerskabet og implementeringen er det vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og lyst til at samarbejde på tværs af organisationen og de mange forskellige faggrupper, vi rummer.

Hvis det lyder som en opgave for dig, kan du se frem til at blive en del af en flad og uformel organisation, hvor du får gode muligheder for at tilrettelægge din egen hverdag.

Vi forestiller os, at du har:

  • Glæde ved at arbejde med administrative opgaver og vedligeholde vores kvalitetssikringssystem.
  • Erfaring fra lignende stilling (QA).
  • Erfaring i office-pakken – kendskab til ERP-systemer er en fordel.
  • En positiv-, handlings- og resultatorienteret indstilling til arbejdet.
  • Lysten til at tage initiativ, være proaktiv, energisk og generelt har et højt aktivitetsniveau.
  • Evnen til at arbejde selvstændigt, struktureret og systematisk.
  • Gode samarbejds- og kommunikationsevner, da du skal samarbejde med alle på tværs af organisationen og sammen med vores kunder og leverandører.
  • Erfaring med valg af stål-materialer, forskellige svejsetyper samt tilhørende kvalitetskrav er en fordel.

Stillingen er fuld tid.

Kunne denne stilling være noget for dig – eller har du spørgsmål – er du velkommen til at kontakte vores fabrikschef Brian Julius på mail ju@lp-kolding.dk eller ringe på telefon 76 30 88 33. Mærk din ansøgning kvalitetskoordinator.

Vi venter gerne på den rette kandidat til stillingen, men vi er klar til at byde dig velkommen allerede i dag, hvis du foretrækker det.