Kan du huske vores lærling Sune Jensen? Vi har skrevet om ham tidligere her på bloggen. Sune er godt på vej til at blive vores svend. Og en rigtig fin en af slagsen. Sune har netop afleveret sin svendeprøve, som blev belønnet med et rent 12-tal. Det sidste i rækken af en ubrudt kæde af 12-taller. Derudover blev hans projekt kåret som det bedste på hele årgangen, og han er blevet indstillet til Hansenberg-legatet.

Jeg er rigtig glad for LP Kolding som læreplads. Den interesse mine kolleger har vist mig og, og den tillid, der har været til mig gennem hele læretiden, har været meget motiverende og lærerig. Jeg har hele tiden fået udfordringer, der passer til mit niveau, jeg har fået lov til at løse mange forskellige opgaver, og jeg har fået lov til at arbejde meget selvstændigt. Det er jeg meget taknemlig for, siger Sune Jensen.

Til svendeprøven havde Sune produceret en dobbeltkappet røgeovn med isolering og en skuffe med et varmelegeme og plads til rygesmuld. Perfekt til at ryge de fisk, som Sune kan lide at fange i sin fritid.

Det er et stort projekt. Undervejs i produktionen var jeg i tvivl, om jeg havde taget munden lidt for fuld og ikke kunne nå at blive færdig, men det gik, fortæller en glad Sune om projektet.

Til svendeprøven som rustfri klejnsmed har lærlingene 14 dage til at designe og tegne et projekt, som de efterfølgende har 51 timer til at producere.

Opgaven bliver bedømt af en underviser og to skuemestre, som blandt andet lægger vægt på, at målene fra tegningen stemmer overens med den færdige opgave, at timerne er udnyttet godt, at opgaven er færdig og fungerer samt at den sidste finish i slibningerne er, som den skal være, siger Sune Jensen om svendeprøven.

Fra alle os hos LP Kolding skal lyde det største TILLYKKE til dig, Sune. Tak for din indsats og engagement gennem de seneste 4 år. Det har været et privilegium at følge din udvikling – ikke en eneste gang er du kommet tilbage fra skolen med en karakter under 12. Vi er så stolte af, at vi fået lov til at bidrage til din udvikling og interesse for faget, og vi har masser af spændende projekter klar til dig!