Fra godt håndværk til god kunst
For et par år siden kom de to kunstnere Hanne Nielsen og Birgit Johnsen ind ad døren hos LP Kolding.
De var i gang med et fælles kunstprojekt, som skulle installeres i et gangareal på Via Campus i Aarhus.
“Vi ville gerne arbejde med nogle konvekse og konkave buer med en spejlblank overflade, som giver mulighed for at man som forbipasserende og beskuer ligesom bliver trukket ind og bliver en del af selve værket” fortæller Birgit Johnsen og bliver suppleret af Hanne Nielsen:
“Vi ville have buerne produceret i rustfri stål, fordi vi synes, det er et fascinerende materiale. På den ene side bliver det meget fint, når det bliver pudset helt op – det får næsten et ædelt udtrykt. På den anden side er det et råt og robust materiale, hvilket passer godt til området, hvor værket skulle installeres.”
Men ét er at få ideerne og kunne gennemskue, hvordan et kunstværk kan fungere. Noget helt andet er at producere de enkelte dele, der til sammen udgør værket.
Rustfri stål er et fascinerende materiale
Begge kunstnere er vant til at arbejde sammen med malere, tømrer, elektrikere og smede, men de havde ingen i deres netværk, som kunne producere buerne i den størrelse og kvalitet, som havde i tankerne til det nye værk.
“Vi fik LP Kolding anbefalet, og det samarbejde har vi været rigtig glade for hele vejen igennem. Dem vil vi helt sikkert bruge igen en anden gang” siger Hanne Nielsen om samarbejdet, som også har vakt glæde hos LP Kolding.
“Det har været et rigtig sjovt projekt, men også meget anderledes. Alene sådan noget som sproget. Hanne og Birgit taler om konvekse og konkave buer, mens vi plejer at tale om noget, der buer indad eller udad. Og mens vi er vant til at fokus på nogle meget konkrete og målbare funktionsbeskrivelser, så har vi denne gang haft en opgave, hvor det hele skulle se rigtigt ud. Vi har haft buerne ude af værkstedet, så Birgit og Hanne kunne se dem ordentligt tæt på og langt fra. Vi har også talt en del om, hvordan kanterne skulle være. Heldigvis har de været søde til at komme her undervejs, så vi kunne afstemme muligheder og forventninger” fortæller Brian, der har været projektleder på opgaven hos LP Kolding.
“Det har udfordret vores faglighed på en anden måde. Jeg tror aldrig, jeg har haft et projekt med så meget slibearbejde før” vurderer han, og det er ifølge kunstnerne også en del af selve værket.
“I en tid hvor det meste går hurtigt, giver det en særlig oplevelse at møde noget, som er så gennemarbejdet og robust. Det har krævet en langsommelig proces og mange timers arbejde og håndværk” siger Birgit Johnsen.
Kunne du tænke dig at opleve værket i sin helhed, skal du tage en tur til Via Campus i Aarhus, parkere i kælderen og tage gangen over mod auditoriet. Udover de spejlblanke buer, vil du opleve, hvordan det er lykkedes kunstnerne at lege med perspektiver, så tingene kommer til at vende på hovedet og dreje om hjørner.