Henrik Møller: udfordringer motiverer mig
Udfordringer motiverer mig
Nogle mennesker bliver meget trætte og lange i blikket, når de hører ord som dokumentation, kvalitetskontrol, systematik og detaljer. Men ikke Henrik Møller. Selvom han begyndte sin karriere som smed og derfor har en praktisk og faglig indsigt i faget, så bruger han i dag det meste af sin tid på kontoret, hvor han tilrettelægger arbejdet og sørger for at dokumentere arbejdsgangene undervejs i produktionen.
Jeg har en passion for faget og håndværket, så det kan jeg selvfølgelig godt savne nogle gange. Men udfordringerne motiverer mig mere. Jeg kan lide at samarbejde med mange forskellige mennesker og få dem til at yde deres bedste, og jeg brænder for udfordringerne i de krævende projekter, siger han med et bredt smil. Henrik Møller er ansat i LP Koldings Pharma-afdeling, hvor han sammen med kunder og smede har ansvaret for at producere rustfri tanke, units og procesudstyr til pharmaindustrien.
Dokumentationen og kvalitetskontrollen skal udføres hele vejen gennem projektet. Kunderne indenfor dette forretningsområde har forskellige systemer, som vi skal levere dokumentation til, så det er en væsentlig opgave at sikre, at der er systematik hele vejen igennem processen, men det er altså én af de ting, jeg godt kan lide ved arbejdet, fortæller han.
Det er efterhånden mange år siden, at Henrik forlod værkstedet for at blive leder i stedet for smed, og det har han ikke fortrudt.
Jeg er glad for arbejdet og glad for at være blevet en del af LP Kolding. Det er godt at have gode, dedikerede kolleger at udvikle ideer og løsninger sammen med og samtidig har jeg stor frihed til at udføre arbejdet, som jeg finder det bedst. Så længe kvaliteten er i top og kunderne glade, så kan jeg sammen med teamet planlægge arbejdet, som det passer os bedst, slutter Henrik Møller. Når 48-årige Henrik ikke er at finde på værkstedet eller kontoret i LP Koldings Pharma-afdeling, så nyder han livet sammen med sin kæreste, børnene, hunden, sejlbåden og motorcyklen.