Komplekse projekter bliver effektiviseret med specialiserede kompetencer
LP Kolding er især kendt for at designe og producere rustfri tanke, units og procesudstyr til krævende miljøer og brancher som eksempelvis biogas, fødevarer og pharma.
Et godt eksempel på det, er en kondensator, som for nylig blev leveret af LP Kolding til en international fødevareproducent.
– Kondensatoren skulle erstatte en 40-50 år gammel og udtjent kondensator i en eksisterende produktion. Der var derfor behov for, at vi kunne levere en ”plug’n’play”-enhed, som samtidig lever op til nutidens krav til kvalitetskontrol og dokumentation, fortæller Brian, LP Koldings projektmedarbejder på sagen.
Kondensatoren består af lange rør, der bukkes rundt som en hårnål. Derudover skulle der på alle rør monteres drypnæser, så den kondenserede væske kan dryppe af.
– På et projekt som dette er der mange forskellige arbejdsgange. Størstedelen af dem har vores dygtige smede på værkstedet løst, men vi har også valgt at lade dele af opgaven blive løst af gode, eksterne samarbejdspartnere. Det har givet os mulighed for både at øge kvaliteten og sænke produktionsomkostningerne, hvilket naturligvis er i vores kundes interesse. Det har fungeret rigtig godt på dette projekt, fordi kunden har betroet os ansvaret for hele projektet, fortæller Brian, som udover kollegerne på værkstedet også har samarbejdet med ikke mindre end 12 forskellige underleverandører på denne opgave.
– Vi samarbejder ofte med andre producenter og leverandører, hvis det betyder en bedre løsning for vores kunder. Vi har eksempelvis valgt at få bukket de rørbøjninger, der skal i bunden i stedet for at svejse dem. Hver gang vi kan spare en svejsning, mindsker det risikoen for fejl og øger kvaliteten.
Samlet set har vi sparet 25-30 % af alle svejsninger på denne kondenser ved at gentænke og optimere produktionsprocesserne, fortæller Brian.
Planlægning og koordinering sikrer deadline
Udover at sikre kvaliteten af den færdige løsning, har LP Kolding også haft ansvaret for, at sikre dokumentation, sporbarhed og løbende kvalitetskontrol gennem hele produktionen, og det hele er blevet leveret elektronisk sammen med produktet.
– Inden afsendelsen sørgede vi desuden for, at kondensatoren var trykprøvet med 10 bar, der var lavet røgten af svejsninger, og der var foretaget en visuel test af en uvildig 3. part, fortæller Brian, som havde taget højde for tiden til de mange arbejdsgange, dokumentation og kontrollen, så den kunne leveres til den aftalte tid.
– Derfor vælger jeg heller ikke at samarbejde med hvem som helst på en opgave som denne. Kvalitet er vigtig for os. Vores egne smede har et højt fagligt niveau, så det gælder om at finde eksterne samarbejdspartnere, der kan levere et godt stykke arbejde til os, så vores smede kan opretholde kvaliteten gennem hele produktionen. Heldigvis har vi et godt netværk i branchen, og jeg har mange gode kolleger, som jeg kan sparre med, når jeg skal finde de helt rigtige arbejdsgange til vores projekter. Planlægning, koordinering og kvalitetssikring bliver en stor del af opgaven på et projekt som dette, men det er også en stor tilfredshed at opleve, hvordan det hele lykkes, slutter han.