Sune har tegnet og produceret sin første tank
Hos LP Kolding har vi typisk fire lærlinge ad gangen. Det betyder, at vi typisk har to på værkstedet ad gangen, hvor de under kyndig vejledning af vores gode svende får praktisk erfaring med håndværket. Men udviklingen af en tank begynder ikke på værkstedet – men begynder på kontoret, hvor vi designer og tegner en løsning på baggrund af kundernes specifikationer.
Når vores lærlinge er på skole, lærer de at bruge tegneprogrammerne, men man får ikke den rette oplevelse, før man har stået med sin helt egen opgave og skullet løse den fra A til Z. Derfor har vi hos LP Kolding gjort det til en fast tradition, at vores smedelærlinge skal en tur forbi kontoret, hvor de får stillet en rigtig opgave, som de skal tegne de tekniske tegninger til, bestille materialer og ikke mindst producere på værkstedet. Og den opgave har Sune netop løst.
“Selvom vi har tegnet en del på skolen, og jeg allerede har været med til at producere flere tanke på værkstedet, så fik jeg indblik i, hvor mange forskellige ting, man skal tage stilling til, som ikke umiddelbart kan aflæses af specifikationerne” siger Sune Jensen.
Specifikationerne siger måske, hvor meget den skal rumme, men ikke nødvendigvis hvor høj og bred den skal være. Det kan også være, at specifikationerne siger, hvad tanken skal bruges til, men ikke hvilken tykkelse stålet skal have. Så er det op til LP Kolding at vælge den rette kvalitet, uden tanken bliver alt for bekostelig.
“Det var en spændende og lærerig proces, og jeg fik en bedre forståelse for hele processen, men jeg er også glad for, at jeg kunne trække på gode kolleger undervejs. Resultatet blev heldigvis også rigtig godt, så nu er den leveret til kunden, og jeg er klar til flere udfordringer” siger en tilfreds Sune Jensen.
I løbet af de næste par måneder er LP Kolding i øvrigt klar til at tage en ny lærling ind – så kender du en ung med et godt humør, godt hoved og hænderne skruet rigtigt på, så vil vi med glæde lære ham eller hende at producere rustfri tanke af høj kvalitet.