Røntgen beviser kvalitet
Svejsning i rustfri stål er et håndværk, som det kræver en vis erfaring og håndelag at udføre korrekt. I udgangspunktet er rustfri stål et meget stabilt materiale, men når det opvarmes til 1.600 grader i forbindelse med en svejsning, så er det både af hensyn til sin egen sikkerhed og af hensyn til kvaliteten af resultatet vigtigt, at man ved, hvordan man skal håndtere svejsningen.
Derudover er det vigtigt at vælge et svejsemateriale, som passer til det emne, der skal svejses. Dels er der forskellige kvaliteter i rustfri stål, og dels er den efterfølgende brugssituation afgørende for valget af svejsemateriale.
Når et rørsystem, en tank eller et procesanlæg skal brugs til eksempelvis fødevareindustrien eller produktion af farmaceutiske produkter, er det vigtigt, at selve svejsesømmen bliver helt nøjagtig både for at tanken ingen utætheder har, at poleringen og efterbehandlingen kan give en helt glat svejsning, som kan holdes ren, og for at der ikke i selve svejsesømmen kan gemme sig urenheder.
Du kan ikke være sikker på, at du kan se porer og bindingsfejl i en svejsesøm med det blotte øje, så derfor røntgenfotograferer vi svejsninger til trykbærende udstyr, inden det færdige produkt forlader vores faciliteter. Det giver vores kunder den garanti, de har brug for, inden de installerer konstruktionen i deres produktion, siger Mogens Andersen der er Salgs- og driftschef hos LP Kolding.
Det er blandt andet ham, der står for at sikre, at LP Kolding altid leverer den kvalitet og dokumentation, som kunderne ønsker.
Det er menneskeligt at fejle, men det kan være meget dyrt, hvis fejlen ikke opdages med det samme, så selvom jeg har nogle meget dygtige kolleger, og det er sjældent, at vi finder fejl, så er det en god og betryggende procedure for vores kunder, siger Mogens Andersen.
Røntgen er et krav til konstruktioner, som skal have en PED-godkendelse, men det kan også tilkøbes til andre kvaliteter, hvis der er grund til det.
Udover røntgen bliver tanke fra LP Kolding også penetrant testet og trykprøvet for at sikre, at der ingen utætheder er.